Åbent Hus – Danmarks Motionsuge 2023

//Åbent Hus – Danmarks Motionsuge 2023

Uge 41 er blevet hele Danmarks Motionsuge og i et større samarbejde mellem bl.a. DIF og DGI kan klubber være med til at åbne deres sport op for potentielle nye medlemmer.
Der er et bredt ønske om at flere folk skal blive/fortsætte med at være idrætsaktive, i alle aldre. Derfor skal denne uge bruges til at vise frem hvad man kan ”gå til” i sit nærområde, barn som voksen.

8 klubber på tværs af landet meldte sig under fanen for at vise bowling frem som foreningsidræt i uge 41. En chance for at vise sin klub frem og gøre opmærksom på at der i dette område er den unikke mulighed at man kan gå til bowling.

I samarbejde med udviklingskonsulenten blev alle klubber sluset igennem et kort forløb, der skulle klæde klubberne rigtig godt på til at kunne afvikle sådan en dag/aften.

 

  • Vi fik designet og trykt unikke klubfoldere, der kunne blive delt ud til de besøgende og andre relevante interessenter.
  • Der blev lagt en indsats i at brede budskabet om åbent hus ved plakater til lokalområdet og digital promovering på relevante sider og grupper.
  • Vi snakkede godt rundt omkring arrangementet med opgaver før, under og efter samt synlighed på dagen med ens t-shirts.
  • Sidst men ikke mindst fik vi udrullet et mentor-koncept i modtagelsen af nye medlemmer (Bowling Buddy-konceptet)

Ovenstående indsatser er ting som var særligt specifikke for dagen, men også indsatser der strækker sig længere ind i klubbens generelle arbejde med at være et godt sted for nye bowlere.

I Danmarks Motionsuge var der flere klubber der desværre ikke fik de besøgende de havde ønsket og vi skal se på hvilke knapper vi ellers kan trykke på for at få sat Bowling på ”Forenings-Danmarkskortet”. Vi har så meget at byde på som sport for alle og det skal vi have kanaliseret ud.
I evalueringsprocessen vil vi forhåbentligvis blive klogere på, hvilke indsatser vi skal styrke til næste års deltagelse i Danmarks Motionsuge. Ligeledes ryster vi posen for at se på hvilke andre initiativer der kunne være spændende at kaste sig ud i, i et tæt samarbejde mellem udviklingskonsulenten og klubben.

Vi siger tak for dette samarbejde og ser frem til fremtidige samarbejder mellem klubber og udviklingsafdelingen.

Har du ikke været med i Danmarks Motionsuge, men er blevet nysgerrig på hvilken hjælp og sparring i kan få ved udviklingskonsulenterne, så tøv ikke med at skriv til enten Mads (mst@bowlingsporten.dk) eller Camilla (cso@bowlingsport.dk) .

Oprettet af | 2023-10-31T13:29:07+01:00 1. november 2023|Nyhedsbrev: Bowleren|