Onsdag aften sikrede det danske kvindelandshold sig en sølvmedalje i kategorien trio, da de mødte Sverige i finalen under europamesterskaberne 2022 på hjemmebane i Aalborg.
Efter en nervepirrende semifinale mod Finland, der først blev afgjort i allersidste slag, da Mai Ginge Jensen sikrede Danmark præcis de otte point, der var brug for, var Danmark klar til finalen mod anden stærk bowlingnation i form af Sverige.
Trioholdet bestående af Mai Ginge Jensen, Mika Glud Guldbæk og Cecilie Jeanette Mortensen Dam kæmpede en brav kamp mod svenskerne, der dog var kommet bedst fra start i finalen og i sidste ende endte scoren 699-618 i Sverige favør.
”Vores danske trio kæmpede virkelig flot og for hver en kegle, men denne gang havde Sverige bare en bedre dag end os,” siger landstræner John Guldbæk.
Sølvmedaljen i trio er Danmarks første medalje under europamesterskaberne på hjemmebane i Løvvanghallen i Aalborg.
I dag starter teamdisciplinen, hvor landstræner John Guldbæk har udtaget Sascha Aaen Wedel, Camilla Keller, Cecilie Jeanette Mortensen Dam, Mika Glud Guldbæk og Mai Ginge Jensen til holdet.
Europamesterskaberne i bowling for kvinder varer frem til den 21. august.