I weekenden 12.-13. marts 2022 var 12 kommende bowlingtrænere samlet i Aalborg for at tage del i det første trænerkursus fra EBF (European Bowling Federation). De kom med en fælles lyst til at dygtiggøre sig indenfor trænergerningen, så de kan hjælpe andre ind i og videre ud i bowlingens verden.
Et træner 1 kursus blev sat i gang tilbage i februar 2020, og så ramte den ene nedlukning efter den anden. Først i marts 2022 kunne deltagerne igen samles om at dygtiggøre sig i trænergerningen. Det blev besluttet at deltagerne skulle certificeres efter EBF standarder. EBF er et system de i den sportslige afdeling er gået over til fordi det er påkrævet ved internationale mesterskaber at træneren for holdet har en certificering fra f.eks. EBF, hvor vores danske træneruddannelse ikke er gyldig. Udover gyldigheden ved større internationale mesterskaber, så kan EBF byde på meget andet godt for også klubtrænere.
Hør mere om, hvad EBF er for en uddannelse fra landstræner Michael Bai, der også assisterede ved træneruddannelsen i Aalborg, marts.
- Hvad er EBF?
EBF er det Europæiske Bowling Forbund. De varetager halgodkendelser, den Europæiske bowling tour og så de europæiske mesterskaber. EBF har også deres eget træningssystem som ligger under EBF Academy. - Hvorfor kigger vi i retning af EBF?
Vi kigger i retning af EBF fordi de har jo løbende opdaterede materialer på både traditionel bowling og også to-håndsbowling. De har et materiale der er langt dybere i teknikken end det danske materiale har været. Og hvis vi skal op på det niveau i Danmark vil det kræve en komplet omskrivning af vores eget materiale – og det vil det kræve større ressourcer end vi har til rådighed lige nu. - Hvad kan den uddannelse som vores egen ikke kan?
Bowling har forandret sig så hurtigt at vores materialer ikke har kunnet følge med og derfor ser vi i retning af det bedste på markedet for at få de bedste trænere i Danmark. Vi kører med EBF fordi det er en tættere samarbejdspartner med muligheder for at tilpasse deres træningssystem til vores bowlingkultur i Danmark. - Hvilke muligheder ser du i at få uddannet trænere i EBF?
Ved at uddanne trænere i EBF får vi skabt en rød tråd blandt vores trænere – fra laveste til højeste niveau. Den røde tråd ses blandt andet i et fælles sprog og fælles afsæt for træningerne. Ved at uddanne trænere inden for det samme system lægger det også op til en større sparring blandt vores trænere, som grobund for intern, videre udvikling. - Er EBF uddannelser også relevant for klubtrænere? Hvorfor/ hvorfor ikke?
EBF er yderst relevant for klubtrænere fordi det giver dem nogle flere, konkrete træningsøvelser end vi havde engang. Det giver klubben en opdateret viden og specielt to-håndsbowling vinder så meget frem. Det begynder at være, hvert fald på ungdomsniveau, en dominerende spillestil. Det giver også et netværk sammen med dem man har været på kursus og sidst men ikke mindst, hvis man vælger at gå igennem hele systemet, så kan man rent faktisk blive instruktør og gøre en karriere indenfor trænergerningen.
Rune Væhrens fra BC Royal deltog på træneruddannelsen. Hør om hans oplevelse ved kurset samt hvorfor han er så optaget af trænergerningen.
Jeg vil gerne være bowling træner for at kunne hjælpe og udvikle børn og voksne i vores klub.
Det er fedt at træne børn fordi de gerne vil lære en masse nyt. Jeg vil gerne være en rollemodel for børn og unge. Som barn havde man selv nogle rollemodeller man så op til, og som rollemodel giver man en masse ting med på vejen som de aldrig kommer til at glemme. Oplevelser for livet.
Når man træner voksne så er det ligeså meget det sociale og hjælpe dem et skridt videre på vejen. Når de nu engang vil høre efter. hehe. Det er vigtigt få skabt et godt træningsmiljø. Jeg har især tilbudt de nye at vi kan have en aften i mindre grupper, hvor vi kan gå i dybden med teknikker mv. da vores klub i overvejende grad ”bare spiller” til vores normale træninger.
Mulighederne er som sagt at kunne hjælpe børn og voksne med at blive bedre til bowling, samt at kunne lære dem de ‘rigtige’ teknikker for at kunne undgå skader.
Udfordringerne ved at undervise voksne kan være at de har så mange vaner med sig som gør det svært for dem at sætte parentes omkring det de ”altid har gjort” og prøve noget nyt af. Og turde prøve det af tilpas mange gange til at man kan sige at man har givet det en chance. Der er børn lidt mere åbne og frie.
På kurset var det rigtig godt at få muligheden for at nørde de der 5 skridt, sving og alle de andre små ting som vi ofte kan komme til at overse i vores egen bowling men også i vores videre undervisning. I egen bowling kører meget på autopilot og man lægger sjældent mærke til de små detaljer man gør. Men når man skal lære fra sig, er det de her små detaljer som skal frem for egentlig at gøre den store forskel.
Noget andet fedt ved kurset var at der er kommet meget mere fokus på to-håndsbowling. Jeg synes at det er fedt, især fordi mange af de børn vi har ved os er mellem 4-6 år og dermed er naturligt to-håndsbowlere.
Jeg føler mig super godt klædt på i forhold til at varetage træningen, for både børn og voksne. Jeg synes især at det er lækkert at klubben har sendt 3 mand afsted, så vi i klubben også kan sparre indbyrdes både før, under og efter træningerne. Som klub drømmer vi om at få en større børne og ungdomsafdeling, dels for at have spillere til seniorhold, men også for at have et større sammenhold. Gode trænere vil give et godt træningsmiljø og børnene kan blive bedre til at bowle. Og jo bedre man er til noget, des mere har man også lyst til at gøre det. Vi er i gang med at planlægge træning også væk fra banerne, hvor vi kan lære de unge nogle af alle de ting vi selv har lært i weekenden – væk fra scoretavlerne.
Jeg vil anbefale folk at tage på trænerkursus dels for at få udvidet deres bowling horisont i forhold til bowlingteknik, men også for at møde nogle af de andre ildsjæle og nørder i bowlingmiljøet.
Det er fedt at kunne hjælpe andre med at blive god til bowling og som bonus bliver man nok også selv bedre.