Herrelandsholdet klar til stærkt europæisk felt ved EM i Finland
Danmarks herrelandshold i bowling er er klar til europamesterskaberne i Helsinki, Finland. Her venter der både en masse medaljechancer og et generelt stærkere, europæisk felt af modstandere.
Seks danske atleter er klar til at trække i landsholdstrøjen, når de den kommende tid skal repræsentere de rød/hvide farver ved europamesterskaberne i bowling for herrer.
”Danmark er en rigtig stærk bowlingnation. Ved de seneste tre europamesterskaber har vi vundet den prestigefyldte individuelle All Event-medalje, og det må siges at være rigtig godt. Selvfølgelig handler det også altid om, at man lige rammer den rigtige dag, men jeg forventer, at vi gør en god figur og at vi bestemt hører til i toppen,” siger Danmarks landstræner Michael Bai.
Ved europamesterskaberne spilles der om mange forskellige medaljer, og det er således muligt at vinde tre medaljer i single-kategorierne og tre medaljer i hold-kategorierne. Finalisterne findes her gennem såkaldte squads, hvor man tæller totalt keglefald. Det vil sige, at
en spillers samlede score tæller med i stillingen. De fire bedste spillere eller hold kvalificerer sig så til kampe, hvor vinderne i sidste ende dyster om guldet.
Dygtigere danskere og stærke modstandere
Bowlingarmene må siges at være varmet godt op, for ved det netop afsluttede DM tog landsholdets atleter medaljer hjem.
”Vi har et rigtig godt hold, og det så vi senest ved danmarksmesterskaberne for et par uger siden. Her tog Jesper Agerbo DM-guld og Thomas Larsen fik sølv. Tim Stampe tog også bronze, men har desværre måttet udgå med en skade, hvorfor vi har skyndt os at udtage Mikkel Brus Sørensen til holdet,” konstaterer landstræner Michael Bai.
Han ser især frem til den skærpede konkurrence fra de øvrige nationer.
”Det europæiske niveau har helt generelt fået et løft de senere år. Vi har altid set mod England, Finland og Sverige, når det kommer til de tætteste konkurrenter. Men der er også dukket rigtig mange dygtige atleter op i syd- og østlandene, så dem ser vi frem til at udfordre og blive udfordret af,” siger Michael Bai.
Europamesterskaberne spilles i Helsinki, Finland fra 1. til 10. juni 2022.
Landsholdstruppen:
Carsten W. Hansen (LBC – Aalborg)
Dan Østergaard-Poulsen (LBC – Aalborg)
Mik Stampe (BK Trekanten KIF – Kolding)
Thomas Larsen (BK Trekanten KIF – Kolding)
Jesper Agerbo (S.A.S. – Tårnby)
Mikkel Brus Sørensen (BK Trekanten KIF – Kolding)
Michael Bai (Landstræner)
Anders T. Hansen (Assisterende landstræner)