Interviews med Mie Agerbo og Mathias Ankerdal

//Interviews med Mie Agerbo og Mathias Ankerdal

Mie Agerbo, Bronze ved DM i Trio

Fra venstre: Sofie Rasmussen, Mie Agerbo og Camilla Keller

Hvordan var oplevelsen af stævnet i weekenden?

Først og fremmest var det fantastisk at skulle spille noget konkurrence igen. Det har virkeligt været en mangelvare under hele coronatiden, så det var skønt at have noget lidt større at skulle forberede sig frem imod og skønt at skulle på banerne og konkurrere og ikke bare træne.

Når det så er sagt, så var det en træls oplevelse med alle de banefejl. Det var rigtig slemt i vores start lørdag formiddag, hvor eksempelvis 9 baner var nede samtidigt på et tidspunkt i 2. serie. Vi var nogle, som derefter endte med at sidde stille i tre kvarter. Om søndagen i kvartfinalen gik en bane så igen ned ved damerne, og det sæt kom langt bagud, så vi igen fik en længere pause. Generelt har min erfaring med hallerne i Storkøbenhavn det sidste stykke tid været skidt. Der har været rigtigt mange banefejl i disse haller i vores kampe og nu også til DM trio.

Det bryder ens rytme, når man står og gerne vil præstere, at man har mange spilstop. Jeg synes, det er ødelæggende for vores sport, og jeg synes, det er ærgerligt, at det bliver ved at ske. Og det er desværre ikke første gang, det sker til et dansk mesterskab eller anden større aktivitet her i Storkøbenhavn. Det er ikke værdigt for vores sport, når vi gerne vil tages seriøst som sport. Og det gør, at jeg godt kan forstå, at nogle mennesker begynder at undgå at stille til start i de haller, når der er banefejl gentagende gange. Det giver ikke en god oplevelse, og man får ikke lyst til at skulle komme igen. Jeg har forståelse for, at nogle ting er uforudsigelige med maskiner, og det skal der være plads til, men andre ting er ren og skær vedligeholdelse af maskinerne. Og der er heldigvis stadig haller i Danmark, der formår at vedligeholde deres maskiner, så vi får en god oplevelse, når vi kommer der for at spille kamp, stævne, mesterskab eller bare skal træne. Jeg ville ønske, vi mødte den slags forhold alle steder, hvor bowlernes oplevelse i hallen er i fokus, og hvor der netop er fokus på at få os til at ville komme igen.

 

Har I forberedt jer specielt op til dette mesterskab? Og hvad tager I med på træningsbanen til næste gang?

På vores trio er vi ganske gode veninder, og vi laver derfor også ting sammen uden for bowlingbanerne. Det gavner os helt sikkert, når vi står sammen og skal præstere på banerne. Vi er der for hinanden og ikke bare for os selv. Af særligt forberedende arbejde har vi talt sammen om, hvad vi umiddelbart forventede af transition, og hvordan vi tænkte, vi skulle angribe banerne fra start. Derudover er det tredje gang, vi spiller sammen til DM trio, så vi har tidligere haft snakke om, hvad vi har brug for fra hinanden på banerne.

Vi tager nok med til vores træning, at vi skal blive endnu bedre til at stole på, hvad vi ser under spillet og så bare handle på det. Det kommer nok også igen med lidt mere konkurrence. Det vigtigste vi nok tager med, må være tålmodighed med os selv. Netop fordi vi spiller så få konkurrencer pt, kan det være svært ikke at være lidt ivrig og derfor komme lidt hurtigt ud af starthullerne, når man skal udføre et slag. Det gavner ikke så meget i ens tilløb. Ellers skal vi bare arbejde videre på de tekniske ting, vi hver især har arbejdet på det seneste stykke tid. Og så skal vi tage selvtilliden med os, som vi fik af at præstere på et tidspunkt, hvor det var nødvendigt.

 

Hvis du skulle få nye bowlere med til DM Trio, hvad er det for en oplevelse, som du vil mene, at de får? Hvad for nogle nye tiltag kunne eventuelt gøre det til en endnu bedre oplevelse?

Det kan jo både forstås som nyere bowlere i sporten eller nye spillere til DM trio, som ikke tidligere har tilmeldt sig.

Hvis det var som i weekendens første start med banefejl og kasten rundt i hallen, så tror jeg ikke, en ny bowler ville få en god oplevelse heller. Som ny kan det i forvejen være meget at skulle til at spille AM samt flytte baner efter hver serie, så hvis der kommer andet oveni i form af eksempelvis banefejl, nedbrud og kasten rundt, kunne jeg forestille mig, det hele ville virke for kaotisk.

Det er svært at sige, hvilke nye tiltag der skal til for at lokke nye bowlere til at spille – uanset om det er den ene eller anden forståelse af “ny”. Det er jo prøvet før med en B-række, men der var ikke rigtigt deltagere til det. Jeg tænker umiddelbart, det måske kunne gavne deltagerantallet, hvis man opdelte det igen, som man tidligere har gjort. Der spillede damerne i én hal og herrerne i en anden – bevares, vi var flere bowlere den gang, men der var et bredere aspekt af bowlere, som deltog på begge sider. Jeg tror i hvert fald, det kan virke overvældende for nogle damer, at de spiller indledende blandt herrerne, som vælter markant flere kegler. Der er det måske lidt sjovere og mere motiverende at stå blandt spillere, hvor man er bare en anelse tættere på at vælte det samme. Men først og fremmest skal hallerne fungere optimalt, så alle får en god oplevelse på banerne og dermed måske forsøger at hive andre klubmedlemmer med næste gang.

 

Hvad var højdepunktet for Jer i weekenden?

Det er helt klart, at vi bed fra os, da vi var ved at miste vores plads i top 4. Dem, der var ved at hente os, satte striber af strikes på sættet ved siden af os, og vi kæmpede selv lidt med at få et rigtig godt look. Men vi var skarpe på afslutningen og fik holdt dem bag os, og det er vi mega stolte af. Vi ville naturligvis gerne have nappet guldet i top 4, og vi gav det chancen i det meste af semifinalen, men vi spillede mod tre af Europas bedste kvindebowlere, og de lukkede bare godt af. Det kan man ikke andet end at have respekt for, selvom man altid selv gerne vil vinde.

 

Mathias Ankerdal, Guld ved DM i Trio

Fra venstre: Mik Stampe, Anders Lousdal og Mathias Ankerdal

Hvordan var oplevelsen af stævnet i weekenden?

Det var en weekend som jeg har set meget frem til at spille. Det er selvfølgelig altid fedt at spille et danskmesterskab men også at man spiller med to af ens klubkammerater som man både stoler på og har tillid til er selvfølgelig altid en rar følelse og vi ved hvad vi kan opnå.

 

Har i forberedt jer specielt op til dette mesterskab? Og hvad tager i med på træningsbanen til næste gang?

Vi havde trænet en del bowlingtimer sammen inden vi skulle spille DM Trio, men som sådan ved jeg ikke om vi har gjort noget anderledes men vi træner meget sammen og får gode snakke. Vi kender hinanden rigtig godt så der var ikke så meget at tænke over, end at ens eget spil skulle være i orden.

 

Hvis du skulle få nye bowlere med til DM Trio, hvad er det for en oplevelse som du vil mene at de får?

Bowling er en meget social sport, man lærer rigtig mange at kende på kryds og tværs af landet. Men det at spille et DM ville altid være noget specielt og stemningen er altid god.

 

Hvad for nogle nye tiltag, kunne eventuelt gøre det til en endnu bedre oplevelse?

Jeg synes ikke som sådan der mangler noget i forhold til spil osv. det er måske bare antal af trio hold som mangler så havde det været en rigtig god weekend.

 

Hvad var højdepunktet?

Højdepunktet var selvfølgelig at vinde guldet rundt om halsen. Sidste gang i DM Trio var vi utrolig skuffede da vi tabte i finalen, men vi vidste også godt at der ville komme et nyt DM Trio. Det betød utrolig meget at vinde, vi har spillet rigtig godt hele weekenden og scorerne fulgte bare med. Det er altid stort at vinde et dansk mesterskab, men også specielt at vinde med ens holdkammerater Anders Lousdal og Mik Stampe. Det betød rigtig meget for os alle 3 og vi vidste hvor gode vi var!

Oprettet af | 2022-02-01T10:45:22+01:00 1. februar 2022|Nyhedsbrev: Bowleren|