Da der desværre ikke tidligere er blevet kommunikeret skriftligt ud omkring kvalifikation generelt til ESC og WSrC, og i denne omgang særligt kvalifikation til ESC 2025, hvor det første stævne, der indgår i kvalifikationen, er det kommende Odense International, følger hermed en orientering vedrørende propositionerne for kvalifikation til ESC og WSrC.
En nedsat arbejdsgruppe har efter Danmarks deltagelse i WSrC 2021 i Dubai, arbejdet med propositionerne for kvalifikationerne til ESC og WSrC. Arbejdsgruppen har udpeget følgende mesterskaber og stævner som en del af kvalifikationen:
- Landsdelsmesterskaberne Old boys/girls i vest og øst
- Landsdelsmesterskaberne Single i vest og øst
- Landsdelsmesterskab Double i vest
- Landsdelsmesterskab Mix i øst
- DM Single/Double
- DM Mixdouble
- DM Trio
- FBM Old Boys/Girls
- Odense International
- Kegel Aalborg Internationale
Ofte træffes der svære beslutninger, når der fastlægges retningslinjer for kvalifikation til ESC og WSrC.
Skiftende terminer for tilmelding og gennemførsel, har hvert år betydning for kvalifikationsperioden og dermed også for atleter, der først fylder 50 i året hvor mesterskaber afholdes.
I propositionerne er der taget højde for, at atleter, der endnu ikke er fyldt 50 i det år, hvor kvalifikationen starter, har mulighed for at deltage og kvalificere sig til det kommende mesterskab, hvis atleten fylder 50 i det år hvor mesterskabet afholdes (atleten vil typisk være fyldt 48 i det år hvor kvalifikationen starter).
Der kan derfor være atleter, der ikke har mulighed for at deltage i alle de mesterskaber, der indgår i kvalifikationen på grund af alderskriterierne i enkelte af de kvalificerende mesterskaber.
Et nødvendigt kompromis, for at atleter der ikke er fyldt 50 år, når kvalifikationen starter, har mulighed for at deltage i kvalifikationen, uden at det samtidig fratager de atleter, der er fyldt 50 år deres kvalifikationsmuligheder.
Da det desværre ikke er muligt at imødekomme alle uhensigtsmæssigheder, når der arbejdes med ultimative aldersgrænser, er dette kompromis og denne løsning det mindste onde af alle.
Idet deadline for tilmelding til ESC 2025 kan forventes at ligge allerede i september 2024, betyder det, at kvalifikationen inkluderer ovenstående mesterskaber og stævner, der afholdes i perioden 1. august 2023 til 31. juli 2024.