700 glade børn og unge har været i deres lokale bowlingklub
Alle 6 lokalstævner i foråret er nu afholdt, hvilket betyder at 700 børn har stiftet bekendtskab med klubbowling. Alle klubber der har afholdt lokalstævner, har givet glade børn og lærere en introduktion til bowling som idrætsgren. Det har været sjovt og det har forhåbentligt givet nogle børn blod på tanden, i forhold til at starte til bowling. Det har i hvert fald øget bevidstheden om at bowling er en klubsport, og at der er en lokalforening der er klar til at tage imod når og hvis de skulle få lyst. Børnene er blevet mødt af meget engagerede frivillige, der har lagt en indsats i at vise ikke bare den lokale klub frem, men også sporten som helhed.
De sidste lokalstævner blev afholdt i Viby, hvor der ved det ene var besøg af landsholdsatlet Megan Gales. Som det kan ses i galleriet i artiklen, var det en super god dag, hvor de frivillige fra klubben styrede dagen, og Megan var med som ambassadør. Lokalstævnerne har været fordelt fornuftigt udover landet med stævner i: Frederikshavn, Viby, Kolding, Odense og Rødovre. Herudover er der blevet udbudt parasport for børn og unge, igennem skole OL, i Køge.
Alle lokalstævner har haft 4. og 5. klasser med ved lokalstævner og sender den bedste klasse fra hvert klassetrin afsted til skole OL finalen i Billund d. 14-15 juni. Det betyder at det bliver 6 klasser fra hvert klassetrin der skal dyste om at vinde skole OL finalen for bowling. Alle vinderklasser har efterfølgende fået tilbudt en form for træningsgange, så de kan komme ned og dygtiggøre sig. Forhåbentligt bringer det de unge mennesker endnu nærmere den lokale klub og de får lov at mærke en udvikling i deres bowlingspil.
Ved finalen i Billund er skole OL bowling en del af et stort fællesskab, med 9 andre idrætsgrene. Det betyder at vi i fællesskab kan skabe en stemning der emmer af idræt, leg, konkurrence og glæde, OL-stemning.
Der er allerede flere klubber der har givet udtryk for et ønske om at være en del af skole OL i næste sæson. Dette gælder både som lokalstævnearrangør, og for en enkelt klub også via opstarten af en parasport afdeling for børn og unge. Er det noget din klub har interesse i at se nærmere ind i, så kan udviklingskonsulent Mads Tune kontaktes for nærmere information på: mst@bowlingsport.dk.